Ai-generet produkttekster

Sådan skriver du gode produktbeskrivelser – både med og uden AI

Skrevet af Marca Kirstejn Haubo Kogstad & Emil Øgaard
Udgivet
Længde
12 min.

Det skrevne ord er konge. Når en potentiel kunde klikker ind på et produkt på din webshop, kan gode produktbeskrivelser være med til at sælge dit produkt.

Men hvad er en god produktbeskrivelse? Og hvordan skriver du produktbeskrivelser, der fanger dine kunders opmærksomhed?

I dette blogindlæg vil vi gennemgå netop disse spørgsmål og meget mere. Vi kommer også til at gennemgå, hvordan moderne teknologier, såsom AI og ChatGPT, kan hjælpe dig med at opnå endnu bedre resultater med dine produktbeskrivelser.

Men lad os først dykke ned i det helt basale ved produktbeskrivelser, og hvorfor de er vigtige for at sælge produkter på din webshop.

Hvad er en produktbeskrivelse?

En produktbeskrivelse er en tekstlig repræsentation af dit produkt, hvori produktets egenskaber, funktioner og fordele bliver beskrevet. Når potentielle kunder er inde på produktsiden, bruger de produktbeskrivelsen til at forstå, hvad de får ved køb af produktet.

Derfor er produktbeskrivelser et meget afgørende komponent på webshops. De virker som broen mellem produktet og forbrugere, og når de er skrevet optimalt, kan de fungere som dit mest effektive salgsværktøj.

Hvorfor er produktbeskrivelser vigtige for webshops?

Produktbeskrivelser er vigtige for webshops, da de medvirker til, at kunderne forstår, hvad de egentlig køber. Produktbeskrivelser spiller en afgørende rolle af flere grunde:

  1. Informationsformidling: Produktbeskrivelser giver kunderne essentiel information om produkterne. Dette inkluderer fx tekniske specifikationer, størrelse, farve, materiale. Uden denne information ville kunderne have svært ved at træffe velinformerede købsbeslutninger.
  2. Salgsfremmende: Se dine produktbeskrivelser som en salgsmedarbejder, der skal overbevise kunden om, at produktet er løsningen på deres behov eller problem. De skal fremhæve produktets USP’er og ESP’er, altså hvad gør produktet unikt, og hvordan passer de ind i kundens behov og værdier.
  3. Søgemaskineoptimering (SEO): Produktbeskrivelser bør indeholde nøgleord og -fraser som kunderne søger på i deres søgemaskiner. Hvis søgeordet er relevant, vil søgemaskinerne rangere din side højt, så det øger chancerne for at kunderne lander på netop din webshop.
  4. Differentiering: Det er afgørende, at du kan differentiere dine produkter fra konkurrenterne. Produktbeskrivelser giver dig mulighed for at fremhæve unikke egenskaber og fordele ved produkterne, hvilket kan skabe merværdi og adskillelse i kundernes øjne.

Overordnet set er produktbeskrivelser ikke blot en liste over fakta og funktioner; de er en slags forbindelse mellem dig og dine kunder, hvor du kan vise, at du kender til deres behov og problemer, og du netop har løsningen til dette.

Det er derfor givende for din webshop, hvis du investerer tid og ressourcer i at skrive gode produktbeskrivelser, da de både optimerer din online tilstedeværelse og kan være med til at øge salget.

Hvad er en god produktbeskrivelse?

En god produktbeskrivelse består af mere end blot en opremsning af de tekniske specifikationer. En god produktbeskrivelse er:

  • Klar og præcis – Brug ikke tekniske begreber, der forvirrer kunden
  • Engagerende – Fang læserens nysgerrighed ved fx at fortælle en historie om produktet
  • Unik – Indarbejd dit brands tone-of-voice til at beskrive produktet
  • SEO-optimeret – Inddrag relevante søgeord i produktbeskrivelsen uden det går ud over læsbarheden

En god produktbeskrivelse er en balancering mellem at informere, overbevise og engagere kunden. Lad os nu se på nogle eksempler, hvor dette bliver tydeliggjort.

Eksempler på gode og dårlige produktbeskrivelser

Vi vil nu vise nogle eksempler på gode og dårlige produktbeskrivelser, hvor vi vil gennemgå, hvad der netop gør dem gode og dårlige. Lad os starte med en dårlig produktbeskrivelse af en 40 liters rygsæk:

Eksempel på en dårlig produktbeskrivelse

Produktnavn: Rygsæk (40L)
“Rygsæk i størrelse 40L. Sort Farve. Justerbare stropper. God til vandreture.”

Denne produktbeskrivelse er ikke særlig engagerende at læse, ligesom den ikke har en særlig tone-of-voice, der kendetegner et brand. Når kunden om et par dage har truffet beslutningen om at købe produktet, vil de købe det sted, der snakker ind i deres behov. Det gør denne produktbeskrivelse ikke.

Kunden er nemlig ikke blot på udkig efter en rygsæk. De er på udkig efter det produkt, de skal have med, næste gang de skal vandre i de norske fjelde. Noget som kan tåle al slags vejr og holde ens genstande tørre.

Derfor kan man i stedet skrive:

Eksempel på en god produktbeskrivelse

Produktnavn: Den Ultimative Hiker Rygsæk (40L)
“Tag trygt på eventyr med Den Ultimative Hiker Rygsæk. Denne 40 liters rygsæk er designet med komfort og funktionalitet i tankerne. Med et polstret bæresystem, justerbare stropper og masser af lommer, er det den ideelle ledsager til lange vandreture. Rygsækken er lavet af slidstærkt og vandafvisende materiale, så dine ejendele forbliver tørre i al slags vejr. Uanset om du er en erfaren vandrer eller en nybegynder, vil denne rygsæk gøre din næste vandretur til en uforglemmelig oplevelse.”

Her ligger fokuset med beskrivelsen på funktionaliteten og fordelene af rygsækken. Særligt er der fokus på, hvilke behov rygsækken kan opfylde. Ligeledes opfylder den vores kriterier for en god produktbeskrivelse ved at være klar og præcis, engagerende og unik.

Som disse eksempler viser, kan en god produktbeskrivelse betyde utroligt meget for evnen til at tiltrække og konvertere kunder.

Men selvom selve produktbeskrivelsen ser god ud, så ligger der en masse elementer rundt om, vi skal tage hensyn til, så vi kan gøre den endnu bedre. Vi mangler at SEO-optimere den. Lad os kigge på det nu.

Hvordan skriver man en god produktbeskrivelse?

Vi vil nu bryde vores gode produktbeskrivelse ned i mindre bidder og starter fra toppen af:

Overskrift og underrubrik: Skab opmærksomhed og interesse

Brug en iøjnefaldende og præcis overskrift. Brug stærke ord som “ultimativ” eller “lækreste”, der vækker nysgerrighed. Her har vi brugt:

“Den Ultimative Hiker Rygsæk”

Brug underrubrikker til at underbygge din overskrift, fx:

“Din Pålidelige Rejsepartner til Lange Vandreture og Eventyr”.

Det er ikke et krav, at du skriver en underrubrik til hvert produkt, du har på lager. Men brug det, når produktet lige mangler lidt ekstra tekstmagi.

Beskrivelse af produktets egenskaber og fordele

Opsæt produktets egenskaber og fordele i punktform, så det giver kunden et hurtigt og nemt overblik. Det kunne fx være:

  • Komfort i centrum: Rygsækken er udstyret med et polstret bæresystem, der fordeler vægten jævnt og dermed mindsker belastningen på dine skuldre.
  • Holdbart Design: Fremstillet af slidstærkt, vandafvisende materiale, der beskytter dine ejendele mod naturens elementer og holder dem tørre i al slags vejr.

Dette vil være at foretrække på de fleste hjemmesider, hvor kundens opmærksomhed er knap, og de har ikke tid til at læse en stor blok med tekst. Du kan derfor se vores gode produktbeskrivelse fra tidligere afsnit som en guideline til, hvordan produktbeskrivelsen egentligt skal udformes.

Det er her man også kan SEO-optimere sin produktbeskrivelse ved fx at lave en underoverskrift, der hedder “Egenskaber”. Hermed kan man hjælpe Google med at “læse” din side, så den netop ved, hvilke egenskaber det specifikke produkt har.

Pris og tilbud

Hvis der er et specielt tilbud som kunden skal være opmærksom på, kan det være en fordel at skrive det som en del af produktbeskrivelsen. Det kan fx være ifbm. en kampagne.

Som en del af vores outdoor-kampagne, kan “Den Ultimative Hiker Rygsæk” fås til en skarp pris hele oktober. Spar 60% nu

Dette leder os frem til det sidste element i en god produktbeskrivelse:

Call-to-Action (CTA)

Nu har vi fanget kundens opmærksomhed og skal lede dem til en konvertering.
Selvom du har en klar og tydelig CTA-knap på din hjemmeside, så er kundens fokus et helt andet sted nu. Led kunden hen til knappen ved fx at skrive:

“Klar til at det næste skridt mod et nyt eventyr? Klik på “Bestil nu” og få Den Ultimative Hiker Rygsæk med på rejsen.”

Dermed fanger vi med en tydelig og engagerende overskrift kundens interesse i produktet. Ved at opstille funktionerne og fordelene i punktform, gør det læsbarheden simpel og intuitiv, så det er lettere for kunden at læse om netop deres behov.

Pris og tilbud er et element, der ofte kun er nødvendigt ved kampagner, da prisen ikke styres via produktbeskrivelsen. Dog er det nødvendigt at have en call-to-action til sidst til at lede kunden tilbage til CTA-knappen til produktet.

CTA-knappen kan komme i mange farve og forme. Hvis du vil lære mere om, hvordan du strategisk vælger den mest effektive CTA-knap, kan du læse vores blogindlæg:
Kom godt i gang med konverteringsoptimering på din webshop

Produktbeskrivelser er en svær disciplin. Derfor er der mange virksomheder i dag, der får hjælp af kunstig intelligens (AI) til at skrive dem. Men hvad kan kunstig intelligens som mennesker ikke kan ift. produktbeskrivelser? Lad os kigge nærmere på det.

Menneske vs. AI: Sådan skriver man produktbeskrivelser

Måske er AI og kunstig intelligens en ny verden for dig? Måske bruger du allerede AI i din hverdag?

Inden vi kigger på, hvordan man kan bruge AI til at lave udkast til produktbeskrivelser, skal vi kigge på de fordele og ulemper, der er ved at få et menneske til at skrive dem.

Fordele ved menneskelig skrivning: Kreativitet, tone og personlighed

Den største fordel ved, at en person skriver produktbeskrivelser er, at vi kan tænke ud af boksen og strømline det med resten af brandet. Derfor er fordelene:

  • Kreativitet: Mennesker kan skabe kreative og engagerende produktbeskrivelser, der skiller sig ud og fanger kundernes opmærksomhed.
  • Tone og stemning: Et menneske kan tilpasse produktbeskrivelsen til at matche dit brands specifikke tone og værdier, hvilket styrker dit brands identitet. Her har man også større mulighed for at snakke ind i kundernes behov.
  • Personlighed: Når mennesker skriver, har de større mulighed for at tilføje et personligt touch, hvilket kan skabe en stærk forbindelse til kunden.

Men hvad er ulemperne ved at sætte en person til at skrive produktbeskrivelser?

Udfordringer ved menneskelig skrivning: Tid og omkostninger

Selvom der er mange fordele ved menneskelig skrivning, så er der også nogle udfordringer:

  • Tid: At skrive kvalitetsproduktbeskrivelser kan være tidskrævende, især hvis man har et bredt udvalg af produkter. Dette kan forsinke din Time-to-Market, altså hvor lang tid det tager fra, at man får en vare på hylden til den er klar på hjemmesiden
  • Omkostninger: Det koster arbejdstimer at udarbejde produktbeskrivelser, hvilket, især for mindre virksomheder med begrænsede ressourcer, kan være en dyr post

Det gælder for dig om at opveje fordele med ulemper, når valget står mellem at få AI til at genere produktbeskrivelser eller at få en person til at skrive dem. AI kan afhjælpe disse udfordringer, hvis man forstår at bruge det optimalt.

Vi vil i de næste afsnit gå mere i dybden med AI til generering af produkttekster.

Sådan anvender du AI til produktbeskrivelser

Kunstig intelligens (AI), og særligt ChatGPT, har det sidste år været med til at revolutionere måden at skrive produktbeskrivelser på. For mange mindre webshops har det betydet, at de har mulighed for effektiv og næsten omkostningsløs tekstforfatter. Men hvordan virker det i praksis?

Du kan læse mere om, hvordan ChatGPT kan bruges til webshops i vores blogindlæg her:

Hvad er ChatGPT? Og hvad kan man bruge det til? (4 konkrete eksempler)

Hvordan virker AI-drevet tekstskrivning?

I takt med at vi lærer at forstå potentialet med AI og udvikler modeller baseret på AI-teknologi, desto flere AI-produkter ser dagens lys. Et eksempel på ét af disse AI-produkter er ChatGPT.

ChatGPT er en AI-model, som er skabt til at generere et output baseret på det, du skriver til den. Her er, kort fortalt, hvordan det fungerer:

  • Dataindsamling: ChatGPT er blevet trænet på store mængder af tekstdata, så den forstår forskellige sprog og forskellige kontekster i sproget
  • Forudsigelse: Når ChatGPT forstår det, du har skrevet til den, bruger den algoritmer til at forudsige, hvilke ord, sætninger og strukturer den skal bruge for at danne et meningsfuldt svar til dig
  • Generering: Ud fra disse forudsigelser genererer ChatGPT et svar til dig. Dette kan være alt fra korte svar til længere afsnit

Hvordan kan AI anvendes ved tekstskrivning?

Anvendelserne for AI-tekstskrivning spænder bredt. Nogle af de mest brugbare anvendelser er fx:

  1. Automatisk Tekstgenerering: Du kan prompte fx ChatGPT til at genere tekst til fx produktbeskrivelser, blogindlæg og nyhedsbreve. Ved at prompte korrekt kan man få ChatGPT til at give dig et 90% færdigt output
  2. Sprogoversættelse: Hvis man har flere storeviews på forskellige sprog på sin webshop, kan man få AI til at oversætte teksterne for dig. Det genererer ikke en 1:1 oversættelse, så outputtet skal lige læses igennem for korrektur og formuleringer
  3. SEO-optimering: AI kan analysere søgeordsdata og hjælpe dig med at optimere dine tekster, så de kan komme til at rangere højere på søgemaskiner
  4. Redigering og Korrekturlæsning: Nogle gange synes man, at det, man får skrevet ned, er noget rod. Her kan fx ChatGPT hjælpe dig med at renskrive og korrekturlæse din egen tekst
  5. Tekstanalyse: AI kan analysere store tekstmængder, hvis man fx gerne vil se på tendenser i sine anmeldelser på Trustpilot

Derfor kan AI mere end blot at skrive tekster. Alt det der omhandler tekster, kan særligt ChatGPT hjælpe dig med at få optimeret. I sidste ende kan det resultere i effektivitet, nøjagtighed og innovative muligheder for tekstforfattere og virksomheder.

Eksempler på AI-skrevne produktbeskrivelser

Kan du huske vores produktbeskrivelse for Den Ultimative Hiker Rygsæk? Den var 90% skrevet af ChatGPT. Der var lige et par formuleringer og ord, der skulle rettes til, men ellers skal den have meget af æren.

Det tog ca. 30 sekunder at skrive promptet, og ChatGPT brugte ca. 30 sekunder på at spytte outputtet ud. 1 minut i alt.

Promptet lød således:

Giv mig et eksempel på et udkast til en god produktbeskrivelse med en engagerende overskrift og underrubrik til vores 40L rygsæk.

Det resultat vi fik endte med at se således ud:

Den Ultimative Hiker Rygsæk 40L

Din Pålidelige Rejsepartner til Lange Vandreture og Eventyr

Egenskaber:

  • Komfort i centrum: Rygsækken er udstyret med et polstret bæresystem, der fordeler vægten jævnt og dermed mindsker belastningen på dine skuldre.
  • Holdbart Design: Fremstillet af slidstærkt, vandafvisende materiale, der beskytter dine ejendele mod naturens elementer og holder dem tørre i al slags vejr.

Som en del af vores outdoor-kampagne, kan “Den Ultimative Hiker Rygsæk” fås til en skarp pris hele oktober. Spar 60% nu.

Klar til at det næste skridt mod et nyt eventyr? Klik på “Bestil nu” og få Den Ultimative Hiker Rygsæk med på rejsen.”

Her kunne man have bedt ChatGPT om at skrive en produktbeskrivelse, der følger best practices for SEO og som følger din tone-of-voice, så man i højere grad rammer i øjenhøjde på den seriøse hiker. Man kunne også have givet mere kontekst til produktet, hvis det nu er noget værre vrøvl, den skriver.

Husk på at AI-modeller som ChatGPT ikke kan noget uden dit input. Desto bedre du prompter, desto bedre output får du. Du kan derfor stå skarpere med dine produktbeskrivelser, hvis du formår at udnytte AI’s potentiale til din fordel.

De vigtigste pointer

I dette blogindlæg har vi dykket ned i hvorfor produktbeskrivelser er et af de vigtigste værktøjer indenfor e-handel. Udover at have en stærk SEO-værdi for din webshop, så fungerer den også som en slags salgsmedarbejder, der skal informere og engagere kunden til ultimativt at smide penge efter produktet.

Hvis det lykkes dig at skrive ind i kundens behov, kan en produktbeskrivelse få en positiv effekt på konverteringsraten, hvilket i sidste ende får en positiv effekt på omsætningen.

Vi har kigget på, hvordan en dårlig og en god produktbeskrivelse så ud, hvor vi så, at en god produktbeskrivelse skal være klar, præcis, engagerende, unik og SEO-optimeret, ligesom den skal være sat op på en læsevenlig måde.

Til sidst kom vi ind på, hvordan AI kan optimere dit output både i forhold til frekvens og kvalitet. På 1 minut kan ChatGPT producere en produktbeskrivelse, der er 90% færdigt, hvilket kan øge produktiviteten og spare dig en masse ressourcer såsom tid og penge.

Ønsker du at lære mere om, hvordan AI og ChatGPT virker, kan du bestille vores kursus “Sådan kommer du i gang med ChatGPT” lige her:

Kom godt i gang med AI og ChatGPT

Vi håber, at du har fået nogle værdifulde insigter i dette blogindlæg, som du ikke havde til at starte med. Nedenunder kan du gå på opdagelse i resten af vores læringsunivers.

Tak for interessen.

Jeg håber, at jeg har vakt din interesse. Hvis du vil vide mere omkring produkttekster, er du velkommen til at skrive til mig.

Marca Kirstejn Haubo Kogstad
Growth Success Manager