Sådan kommer du i gang med at vælge det rigtige domænenavn

Skrevet af Kasper Tang Højriis & Emil Øgaard
Udgivet
Længde
5 min.

Går du og drømmer om at drive din egen webshop? Så kan du (næsten) ikke komme udenom at købe et domæne. Men hvilket domæne skal du egentlig købe?

Dit domænenavn er en stor del af, hvordan din hjemmeside præsenterer sig overfor verden – og der er overraskende mange faktorer at overveje i udvælgelsen.

I dette blogindlæg kommer jeg med gode råd til at vælge det rigtige domænenavn, samt hvordan du undgår de typiske faldgruber, der opstår i processen. Det kan forhåbentlig hjælpe dig med at finde et domænenavn, som du kan være glad og tilfreds med mange år ud i fremtiden.

1. Vælg dit domæne, før du bestemmer dig for et brand

Du beslutter dig for et brandnavn, du registrerer din virksomhed, du opdager, at domænenavnet allerede er taget. Kan du nikke genkendende til situationen?

Det er dødirriterende at have brugt kræfter, tid og energi på at udtænke et brandnavn og registrere virksomheden for så at opdage, at domænet ikke er tilgængeligt. Det kan derfor godt betale sig at udvælge domænet som det første, hvis du ønsker at drive virksomhed med tilhørende hjemmeside.

2. Hold dig fra æ, ø og å i dit domænenavn

Når et domænenavn indeholder æ, ø eller å, giver det sig selv, at domænet ikke er særlig egnet til international ”brug”. Selv hvis din webshop er tilegnet til Danmark eller Norden, er det en dårlig idé at vælge et domænenavn med æ, ø og å.

Domæner med æ, ø og å fremstår nemlig ikke, som de er skrevet. Oprindeligt blev domæner kun skrevet med det latinske alfabet, og derfor bliver alle bogstaver, som ikke er inkluderet, automatisk oversat til et kodesprog, kaldet Punycode.

Punycode er smart, fordi det lader os bruge bogstaver, som er specifikke for vores land eller verdensdel, i domæner. Problemet er bare, at det ikke ser særlig godt ud.

Udskifter vi fx o’erne i google.dk med ø’er, bliver det til gøøgle.dk. Oversat med Punycode vil domænet så blive til xn--ggle-graa.dk. Og det vil altså være det domæne, du betaler for.

Det er muligt at få vist æ, ø og å korrekt i links og i URL’en på din hjemmeside, hvis man sætter det op. Men ved alle andre steder vil domænet være i Punycode, inklusiv din firmamail.

3. Stav domænet, som det lyder

Er der én ting, som du kan tage med fra din tid i folkeskolen, når du skal vælge et domænenavn, er det børnestavning… eller sådan næsten i hvert fald.

I fagsprog kaldes det for Word-of-Mouth Marketing, og det deler mange af de samme principper med den klassiske børnestavning.

Har du valgt et domænenavn, som lyder enkelt, er det en fordel også at gøre domænet stavevenligt. Ordet butik bruges ofte i danske domænenavne, og derfor er der mange, der forsøger sig med en anden stavemåde for at skille sig ud i mængden.

Det bliver så fx til boutique, som desværre for mange er vanskeligt at stave til. Det sikre valg er derfor at stave domænet, som det lyder.

 

4. Hav et kort, godt og enkelt domæne

Gør det nemt for dine kunder at huske din hjemmeside med et domænenavn, som ikke er for langt, men stadig unikt. Et langt domæne kan desuden blive et stort irritationsmoment, når du senere skal oprette en eller flere firmamails. Dette gælder også domænenavne med bindestreger.

Et domænenavn uden tegn er også mere mobilvenligt, fordi brugerne ikke skal skifte mellem bogstav- og tal-tastaturet på mobilen, for at finde frem til din hjemmeside. Det er med sikkerhed nemmere sagt end gjort at opfylde dette punkt, men det handler om at være kreativ og finde den gyldne middelvej.

 

5. Pas på med at gøre dit domænenavn for specifikt

Hvis du fx ejer domænet cykelhjelmshoppen.dk, hvor du kun sælger cykelhjelme, kan det hurtigt virke malplaceret, hvis du gerne vil udvide dit produktkatalog med varer, der ikke er relateret til cykelhjelme. Overvej derfor at bruge et mere ”rummeligt” domænenavn. På den måde giver du dig selv bredere rammer for, hvad du kan sælge på samme webshop, uden at dine kunder finder det mærkeligt, at de også kan finde cykelpumper og -lygter sammen med de hjelme, du egentlig gerne vil sælge.

6. Lav research, før du vælger

Det er nemt og hurtigt at tjekke, om det domænenavn, du har udset dig, er brugt i andre sammenhænge. Det kan ske, at drømmenavnet allerede er forbundet til et emne eller branche, som du ikke nødvendigvis er interesseret i skal relateres med din shop. Det kan derfor ofte være værd at lave et par omfattende Google-søgninger, før du sætter dig fast på et domænenavn.

7. Undgå så vidt muligt at overtræde andres varemærker

I Patent- og Varemærkestyrelsens database er det muligt at sikre, at dit domænenavn ikke er, eller på nogen måde kan forveksles med, et registreret varemærke. At vælge et domænenavn, som ikke overtræder andres varemærker, kan nemlig spare dig for en masse juridiske kvaler på lang sigt.

8. Gør det forventede – brug .com eller .dk

Et passende TLD (Top Level Domain) er vigtigt for et domæne. Undgå et TLD som er for ”eksotisk”. Folk forventer .com og .dk, men ender du med at bruge .shop, skal du forvente at skulle specificere din TLD overfor dine kunder.

Overvej derfor din(e) målgruppe(r) og fremtidige planer nøje. Har du planer om, at hjemmesiden på et tidspunkt skal være optimeret for international brug? Så kan det betale sig at gå med .com eller .eu, hvorimod .dk muligvis skaber mere troværdighed i Danmark. Husk, at du altid kan købe flere domæner med forskellige TLD’er – men selvfølgelig kun, hvis de er tilgængelige.

 

I udvælgelsen af domænenavn kan det være næsten umuligt at krydse alle ovenstående punkter af. Hjernen skal lægges i blød, så du kan skære helt ind til benet af, hvad du vil med dit domæne.
Forhåbentlig har dette blogindlæg gjort dig klogere, og bragt dig tættere på at kunne udvælge et domænenavn, som du ikke senere hen vil fortryde.

Har du brug for hjælp til at vælge det helt rigtige domænenavn til din virksomhed?

Volder det dig stadig problemer at komme i gang med at skulle vælge det helt rigtige domænenavn? Så er du mere end velkommen til at kontakte os, uanset hvilke spørgsmål du måtte have. Hos Salecto har vi et team af dygtige og erfarne specialister, som du kan kontakte på tlf. +45 82 82 01 01 eller mail [email protected]. Vi glæder os til at høre fra dig.

Tak for interessen.

Jeg håber, at jeg har vakt din interesse. Hvis du vil vide mere omkring emnet, så er du velkommen til at skrive til mig.

Kasper Tang Højriis
Product Developer